Gennem årene har vi samarbejdet tæt med vores genanvendelsespartnere for at udnytte så mange affaldsstrømme som muligt. Vores mål er at minimere mængden af affald, der ikke kan genanvendes.
Et eksempel er brugen af mineralet korund, der anvendes til sandblæsning inden påføring af nonstick. Efter brug filtreres det og returneres til leverandøren, som kan oparbejde det til andre formål. Affald, der ikke kan genanvendes, men som kan forbrændes, bliver energiudnyttet og bidrager til opvarmning i lokalområdet. I 2024 endte ca. 4 % af vores samlede affald på deponi.
På produktniveau bruger vi emballage af 80% genanvendt materiale, og vores trykkeri er certificeret med Svanemærket.
Vores pander er i dag beskyttet med en plastikpose under transport, fordi alternativerne i øjeblikket har en dokumenteret højere miljøbelastning. Vi undersøger dog fortsat nye løsninger.